
I duo-udstillingen Silent Glitch viser Miriam H. Nielsen og Louise Bøgelund Saugmann værker, der er skabt til rummet i Fragment. Begge kunstnere arbejder med fotografiet, naturen og landskabet. Ved at arbejde med lag af landskaber og fotografiske fragmenter af natur (en sten, en træstub, et stykke mos), skaber de nye abstrakte eller meditative rum.
Miriam H. Nielsen viser montageværker i det store vindue mod metrobyggeriet på Mozarts Plads. I montagerne har hun kombineret serigrafi og digitalt print på lag af papir og transparent plastik. Det er det abstrakte landskab, der udforskes. Udgangspunktet er hendes personlige fotografiske arkiv, men gennem analoge og digitale interventioner nedbryder og forvrænger hun motiverne, så materialiteten fremhæves, og der opstår en fornemmelse af rytme og bevægelse gennem de forskellige lag.
Louise Bøgelund Saugmann viser værker fra et projekt med udgangspunkt i Pinseskoven på Kalvebod Fælled. Gennem flere år er hun vendt tilbage til det samme sted i skoven, optaget af at fotografere det samme motiv. Træerne er fotograferet analogt, og værkerne er dernæst bygget op i lag ved hjælp af en selvopfundet metode, der har forbindelse til fotografiet som medie. Dermed opstår et rum, hvor en flig af skovens og træernes rytme og tid opfanges. Der vises også et håndlavet bogværk knyttet til projektet.
Kilde: Fragment