
Den udstillingsaktuelle, iranskfødte kunstner Farshad Farzankia deler tanker om sit maleri, sine inspirationer og kunstens potentiale i en samtale med seniorkurator og samlingschef på ARKEN, Dorthe Juul Rugaard.
Farshad Farzankia, født i Teheran, Iran i 1980, er i øjeblikket aktuel på ARKEN med sin første, store museumsudstilling, der viser maleri, tegning og collager. Hans værker er kraftfulde og ekspressive med en motivverden, der både udspringer af hans egen personlige erindringsverden og trækker på væld af inspirationer fra persisk og vestlig kultur, oldtid og samtid. Ikke bare billedkunsten, men også alverdens film, musik, litteratur og filosofi finder vej ind i hans maleri.
I Farzankias malerier smelter brudstykker af erfaring og erindring, frygt og forbrug, drømme og længsler sammen. Når han maler, løfter han sine motiver ud af deres vante rammer, giver dem nyt liv og sætter dem fri. Farzankia undersøger intuitivt livets store, eksistentielle spørgsmål. Hans lærreder er fulde af motiver, der sætter store og små fortællinger i spil om identitet, frihed og bevægelse. Hvert maleri er som en åben scene eller som filmklip uden begyndelse og slutning, der inviterer os ind i nye verdener, vi selv kan digte videre på.
I en samtale med udstillingens kurator, Dorthe Juul Rugaard, fortæller Farzankia om sin vej ind i maleriet, om hvad det betyder for ham at male, og hvad især filmen betyder for hans arbejde som kunstner.
Tilmelding via Arken her.
Gratis efter alm. entré.
Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst
Skovvej 100
2635 Ishøj
Tir-søn 10-17
Ons 10-21
Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré
+45 43540222