
Kom til artist talk på Overgaden og lær Ida Sønder Thorhauges udstilling bedre at kende, når hun samtaler med forfatter Nazila Kivi. Kivi har oversat Shahrnush Parsipurs bog Kvinder uden Mænd; en fortælling fra iransk samtidslitteratur om fem kvinders frigørelse – der af anmeldere beskrives som vild, stærk og magisk.
Ida Sønder Thorhauges malerier er fyldt af gådemættet stemning og fabulerende billedsprog. Thorhauge maler nøgne mennesker i naturen, muskuløse heste, dødningehoveder og sommerfugle. Men ved at bruge disse velkendte, symboltunge motiver inviterer hun os til at genoverveje denne type af billeder: Blikket på maleriernes kroppe, hvis køn er svære at bestemme, tilhører kroppene selv. Hestene er tvetydige væsner, snarere end de er kampdyr.
I bogen Kvinder uden Mænd møder vi en magisk realistisk verden, der kan minde om Thorhauges. På underfundig vis præsenterer bogen os for brud med binære opfattelser af køn og relationer – og hvad Kivi beskriver som ”monstrøse seksualiteter”. Nazila Kivi har til udstillingens publikation skrevet en helt ny tekst, inspireret af både Parsipur, Thorhauge og egne, nylige oplevelser i sit nye moderskab.
Samtalen mellem de to, der modereres af Overgadens Aukje Lepoutre Ravn, tager os med ind i tanker om frigørelse – fra kvinderoller og fra maleriets tunge traditioner – om det posthumanes potentialer og om magiske, fælles arter.
Der er mulighed for at se Ida Sønder Thorhauges udstilling Between Eternity and Time i forbindelse med artist talken.
Gratis entré. Arrangementet foregår på dansk.
Kilde: O – Overgaden. Institut for Samtidskunst
O – Overgaden. Institut for Samtidskunst
Overgaden Neden Vandet 17
1414 København K
Kontakt
+45 3257 7273
www.overgaden.org
Tir-ons-fre 13-18
Tor 13-20
Lør-søn 11-18
Gratis entré